Tag: KS Maskinteknik

Skolebesøg der giver mening

KS Maskinteknik i Frederikshavn går ikke på kompromis, når de inviterer grundskoleelever indenfor til åbent hus.

På Nordkajen i Frederikshavn ligger virksomheden KS Maskinteknik. Det er en virksomhed som gerne tager ansvaret for at vise de faglige fag frem, og ikke mindst uddanne industriteknikere til branchen.

Virksomheden KS Maskinteknik er kendt for at lave højteknologisk bearbejdning, herunder primært bore-, dreje- og fræsearbejde. De leverer til en bred vifte af brancher som for eksempel den maritime sektor, motor- og lastvognsindustrien, samt leverandører af professionelt fitnessudstyr.

Maritime Career Day

KS Maskinteknik er partner i Den Maritime Lærlingeordning, der til dagligt huses af MARCOD (Maritimt Center for Optimering og Drift). MARCOD er et maritimt brancheudviklingscenter og klyngesekretariat, som støtter udviklingen hos små og mellemstore maritime virksomheder i den nordjyske martime klynge. MARCOD arbejder med netværksudvikling, maritim forretningsudvikling, forskning og vidensdeling, kvalificeret arbejdskraft samt branding.

KS Maskinteknik er ligeledes medlem af netværket Maritime Network Frederikshavn, der består af 60+ virksomheder der er aktive indenfor eller har tilknytning til den maritime branche på Frederikshavn Havn.  Netværket har bl.a. fokus på kvalificeret arbejdskraft, og én gang årligt afholdes eventen Maritime Career Day, hvor virksomhederne i netværket åbner dørene op for ca. 400 folke- og efterskoleelever. Temaet for dagen er ’se, føl og rør’, og her får eleverne indsigt i job-, og videreuddannelsesmuligheder i den maritime branche.

KS Maskinteknik har 2 lærlinge og både Carla og Bjarke er en vigtig brik, når der inviteres indenfor til Maritime Career Day. Det gør noget helt særligt for de unge mennesker der kommer på besøg, når de bliver mødt af andre unge der stolt viser deres fag frem.

”Vi deltager i Maritime Career Day, fordi vi også i fremtiden har brug for at kunne rekruttere dygtige industriteknikere,” fortæller Kim Sørensen, direktør hos KS Maskinteknik.

”Vi er samtidig medlem af Supportteamet for industriteknikere/industritekniker.nu, og det giver god mening at involvere Supportteamet i forbindelse med et event som Maritime Career Day. Deres messestand opstillet i vores produktionsfaciliteter er win-win i forhold til at vise de unge, hvad industriteknikeruddannelsen er for en størrelse,” siger Kim Sørensen.

Et besøgskoncept der fanger de unges opmærksomhed

For KS Maskinteknik er det vigtigt, at der er indhold i virksomhedsbesøgene, når de unge inviteres indenfor. De kendte ”sodavandsbesøg”, der starter med en rundvisning og slutter med en sodavand, pirrer ikke de unges nysgerrighed.

KS Maskinteknik har derfor udarbejdet et ”besøgskoncept”, hvor der er tegnet og produceret en kube i aluminium, som hver elev efterfølgende får et eksemplar med hjem af. Carla eller Bjarke starter med at vise eleverne rundt på virksomheden, og herefter introduceres eleverne med udgangspunkt i kuben i processerne fra kundens idé til det færdige produkt.

Eleverne får efterfølgende udleveret tegningsmaterialet til kuben med fem målepunkter, hvorefter de starter opmåling. Dette kommer der ofte en del divergerende mål ud af, som udmønter sig i dialog f.eks. omkring matematikken, som de lærer i skolen, koblet op på en praktisk opgave. Eleverne bliver ligeledes præsenteret for f.eks. skydelære og mikrometerskrue og får deraf forståelsen for, at det ikke er alt, en ganske almindelig lineal kan måle.

”KS Maskinteknik har lavet et fremragende stykke arbejde, med at fange de unges opmærksomhed under karrieredagen, det er et set-up vi hellere end gerne deltager i,” siger Henning Dam, daglig leder hos industritekniker.nu.

”Jo flere virkelighedsnære ting vi kan vise om uddannelserne, jo bedre resultater opnår vi i uddannelsesvejledningen. Vi tror på, at det man prøver, det husker man, mens det man hører om, det glemmer man,” fortæller maritim uddannelseskonsulent Anette Hermann Sørensen.

”Det er derfor et super vigtigt pejlemærke for os, når vi arrangerer events som f.eks. Maritime Career Day, at give eleverne mulighed for selv at dykke ned i faget, og det er super fedt, når virksomheden, som her KS Maskinteknik, er med på at sætte alle sejl overfor den kommende generation af kvalificeret arbejdskraft” slutter Anette Hermann Sørensen fra MARCOD.

Succesen bliver heldigvis gentaget, og Maritime Career Day bliver afholdt den 17. september 2020.

Maritime Network Frederikshavn


Webbureau ITTP