Udlært dele-elektrikerlærling modtager medajle og legat

MARTIN Einsbor 22.12.20b

Elektriker Martin Einsbor får svendebrev underskrevet af tre læresteder. Mariendal Electrics, Soft & Teknik samt MAN Energy Solutions lykønsker i fællesskab den nye elektrikersvend, der har lagt svendestykke på EUC Nord.

Martin Einsbor har som dele-lærling været i lære hos de tre virksomheder igennem hele læretiden. Martin har haft et komprimeret lærlingeforløb på kun to år og elleve måneder, hvilket ikke har forhindret ham i at opnå flotte karakterer på alle skoleophold og sidst har han lavet et flot svendestykke, hvor han opnåede topkarakteren 12. 

Hvorfor finder en lærling en dele-læreplads interessant, spørger mange om. Svaret herpå kommer klokkeklart fra Martin. 

”Det er enormt udfordrende at være en del af flere virksomheder, at have tre hold kolleger, og allerbedst muligheden for igennem læretiden at arbejde i tre vidt forskellige virksomheder og derigennem blive klog på, hvor ens faglige interesser ligger, så jeg nu som nyudlært allerede ved, hvilke fagområder jeg gerne vil arbejde med, og hvilken slags virksomhed, jeg kan se mig selv i” fortæller Martin Einsbor.

Martin Einsbor har været lærling under den maritime lærlingeordning ved MARCOD, der faciliteres af lærlingekoordinator Anette H. Sørensen. 

”Det kræver en del personlige kompetencer at være dele-lærling”, fortæller Anette H. Sørensen. ”Lærlingen skal især være meget omstillingsparat og fleksibel, da vi med kort varsel  kan finde på at flytte ham fra en virksomhed til en anden. Baggrunden for de nogle gange meget hurtige skift ligger i, at virksomhederne, der deler lærlingen, har stort fokus på at udfordre lærlingen fagligt. Kommer der pludselig en spændende opgave ind, ændres turnusplanen, og lærlingen roterer. På den måde udvikles lærlingen fagligt, og den personlige udvikling følger samtidigt med” slutter Anette H. Sørensen.

Som udgangspunkt planlægges der ophold af tre måneders varighed hos hver virksomhed, inden lærlingen roterer videre. De hurtige skift er derfor ikke hverdag, men en del af konceptet, som virksomhederne snakker meget med ansøgerne om i rekrutteringsfasen.

Ud over den flotte afsluttende præstation til svendeprøven har Martin modtaget et legat fra de tre læremestre på kr. 10.000 med begrundelse i at levere opgaver i super kvalitet, være en fantastisk kollega og lærling, der til fulde lever op til værdier om samarbejde, engagement og ordentlighed.

Martin er desuden af TEKNIQ Arbejdsgiverne blevet tildelt Fagets Medalje i anerkendelse af arbejdsindsats og dygtighed i læretiden.

Thomas B. Mortensen, afdelingsleder i Mariendal Electrics fortæller, at deling af lærlinge er en stor gevinst for virksomheden, og påstanden begrundes yderligere, når man som i Martins tilfælde ser det høje faglige niveau.

Øvrige virksomheder i den maritime lærlingeordning tæller desuden Orskov Yard, Hirtshals Yard, Vestkajens Maskinværksted, EnTech Marine, KM Automatik, KS Maskinteknik, RASI Maskinfabrik, Victor Energi- og Køleteknik, SeaMech og Alfa Laval.

MARTIN Einsbor 22.12.20b

På billedet fra venstre:

Karsten F. Kristiansen fra Soft & Teknik, Johnny Thomsen fra MAN Energy Solutions, ny udlært Martin Einsbor, Thomas B. Mortensen fra Mariendal