Soft & Teknik udvider med hele 1200 kvadratmeter

Soft & Teknik i Frederikshavn udvider sit domicil på Håndværkervej 3 til det dobbelte grundet høj vækst. Årsagen er blandt andet et vellykket samarbejde med to andre virksomheder i Frederikshavn.


Innovation, kvalitet og gennemsigtighed er nøgleordene hos Soft & Teknik, når de bygger tavler og skriver software til alt fra energistyring i lejligheder til store industrianlæg.

Soft & Teknik råder i sit nuværende hus over 1200 kvadratmeter. Det bliver om nogle måneder til 2400 kvadratmeter, når Richardt Thomsen Erhvervsbyg A/S fra Brønderslev er færdig med tilbygningen på Håndværkervej.

Den frederikshavnske virksomhed har i dag lejet sig til ekstra plads i de nærliggende lokaler hos Glarmester Bent Ficks Eftf., men til sommer samles hele produktionen igen på Håndværkervej 3.

Soft & Teknik beskæftiger 65 medarbejdere – elektrikere, el-installatører, ingeniører, maskinmestre, programmører, tekniske tegnere og alt derimellem. Det ændres der ikke i første omgang på, selv om virksomheden får mere plads.

Trods COVID-19 er der fuld skrue på aktiviteterne - ingen er sendt hjem.

Direktør Jens Chr. Kristiansen peger på et velfungerende samarbejde med især Victor-DST og ME Production som den vigtigste forklaring på den fremgang, der nu gør, at Soft & Teknik har brug for en større produktion.

- Det lyder måske lidt hult, når vi siger, at vi har succes, for reelt bygger vores fremgang på den succes, som Victor-DST og ME Production har med deres varmepumper og scrubbere, udtaler Jens Chr. Kristiansen til Kanal Frederikshavn.

De to nævnte virksomheder, der begge ligger i Frederikshavn, har valgt at samarbejde med Soft & Teknik, fordi de har udviklet det produkt, som kunderne efterspørger til deres løsninger. Soft & Teknik leverer elektriske tavler og software i den høje kvalitet, som Victor-DST og ME Production kræver.

Beliggenheden i samme område giver rigtig god mulighed for indsigt og forståelse for hinandens produkt. Disse kompetencer giver en unik mulighed til at spille hinanden rigtig stærke i fælles produktudvikling.

- Jeg er stolt af vores samarbejde. Vi viser her, at det kan lade sig gøre at produktudvikle i Frederikshavn, når vi rykker sammen i bussen. Samtidig er samarbejdet at udvikle produkter, der er til nytte for fælles bedre miljø, jo en af de grene alle taler om og helt sikkert har stort potentiale. Alle ved, at Danmark er et af verdens dyreste lande, så vi sælger ikke på pris, men kvalitet. Kunderne forventer, at produkter fra Danmark er gennemtænkte og i en super kvalitet, siger Jens Chr. Kristiansen.

Han mener, at samarbejdet mellem virksomhederne er et mønstereksempel på, hvordan erhvervslivet i Frederikshavn Kommune skal samarbejde for at skabe de bedste produkter og arbejdspladser.

- Det skal vi fortsætte med, for det kan være med til at trække dygtige unge mennesker tilbage til vores område, håber direktøren.

Trods det stigende samarbejde med Victor-DST og ME Production har Soft & Teknik stadig fuld fokus på de kunder, som har været med i mange år.

- Hos Soft & Teknik har vi en smal kundegruppe. Til gengæld er det nogle kunder, som vi i næsten alle tilfælde har arbejdet sammen med i mere end 10 år og i øvrigt har lavet produktudvikling med. Det er virksomheder som MAN Energy Solutions, Monier, PM Energi, Frederikshavn Boligforening og FF Skagen. Godt samarbejde og ønsket om ordenligt håndværk er fællestræk for alle vores kunder. Vi er rigtig stolte af alle vores samarbejder. Hvis man skal tale om succes hos os, skal det understreges, at alle vores kunder er en del af den ligning, pointerer direktøren.

Soft & Teknik er i de fleste af sine projekter underleverandør til andre virksomheder. Det vil de blive ved med, men sideløbende har de også kig på at videreudvikle egne produkter.

- Vi har blandt andet udviklet vores eget system til måling af vand, varme og elforbrug i lejligheder, som både kan aflæses lokalt i lejligheden og centralt. Et system, som Frederikshavn Boligforening benytter. Vi vurderer, at dette produkt har stort potentiale til mere, og det er naturligvis meget interessant for os, idet der er tale om vores eget produkt. Her er vi ikke "kun" en underleverandør, siger Jens Chr. Kristiansen.

Soft & Teknik vil bruge sit nuværende moment til - sammen med sine kunder - at udvikle kundernes produkter og samtidig udvikle egne løsninger inden for maritime anlæg til nybygning og retrofit-opgaver.

- Vi ser vores branche som utrolig spændende og med rigtig mange muligheder for udvidelse af vore kompetencer, personale og fortsætte den positive udvikling fremadrettet, siger Jens Chr. Kristiansen.

Kilde: Kanal Frederikshavn / Dato 04.05.20