Frederikshavn Havn indgår kontrakt på nyt kajanlæg

Foto Peter Broen

FREDERIKSHAVN:
Frederikshavn Havn har skrevet under på en kontrakt med CG Jensen A/S, der får til opgave at etablere et nyt, stort kajanlæg ved Østre Kaj.
Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag morgen.

Projektet består af en skibskaj på i alt 225 meter, hvoraf de 200 meter får en vanddybde på 9,5 meter. Parallelt med den laves en 160 meter lang dokkaj med en vanddybde på 14 meter. De to kajer adskilles af en 40 meter bred mole.

- Det glæder os enormt, at vi nu kan offentliggøre en aftale med CG Jensen A/S på det nye kajanlæg. Det har været en lang proces, men vi føler, at vi er nået i mål med et rigtig godt projekt, der understøtter og tilgodeser havnens kunder og i særdeleshed Orskov Yard. Det er fantastisk, at Orskov Yard udvider deres kapacitet og dermed gør brug af de muligheder, som havneudvidelsen giver med større dybgang, lyder det fra Mikkel Seedorff Sørensen, administrerende direktør for Frederikshavn Havn, i pressemeddelelsen.

Det nye kajanlæg skal blandt andet give plads til Orskov Yards nye 180 meter lange flydedok, der allerede er bestilt hos Hat-San værftet i Tyrkiet. Den giver mulighed for at servicere flere skibe og herunder skibe med større dybgang end i dag. 

Projekteringen af det nye kajanlæg er allerede i gang, og de fysiske aktiviteter forventes påbegyndt efter påske. Planen er, at Orskov Yard kan påbegynde installation af den nye flydedok januar 2021, hvoe der vil være en delaflevering af dokkajen. Det samlede projekt forventes færdigt juli 2021.

Kilde: Nordjyske.dk / 19. marts 2020 - Foto: Peter Broen