ME erstatter kemikalier med kokosprodukter

Kokosnød

ME Production i Frederikshavn er kandidat i den nordjyske bæredygtighedskonkurrence Tag Fat. De har stor succes med deres scrubbere til rensning af udstødningsgasser på skibe og erstatter nu kemikalier med kokos ved rens af gear.

Sidste år gik ME Production i Frederikshavn fra 80 til 190 ansatte og åbnede en fabrik i Kina med 70 ansatte. Årsagen er den eksplosive vækst i deres forretningsområde for produktion af scrubbere til rensning af røggassen på skibe, fordi et sæt nye regler trådte i kraft 1. januar 2020, som sætter grænser for skibenes udledning af svovlpartikler. Mange ordrer er allerede i bogen i 2020 og der forventes at runde 200 ansatte i år her i Frederikshavn. 

Scrubberne monteres i skibenes skorstene og vasker udstødningsrøgen for de skadelige SOx-partikler. Det gør skibene i stand til at sejle på heavy fuel i stedet for at skifte til et væsentligt dyrere brændstof.

Renser gear i kokos
ME Production stræber efter at optimere produktionen samt genanvende så mange hjælpematerialer som muligt. Det seneste halve år har virksomheden testet brugen af kokosprodukter til at rense marine gear og gear til vindmøller, som de producerer og yder service på. Det er sket med succes, så der er lige ankommet et nyt rensekar, hvor de fremover kan rense gear i det biologisk nedbrydelige materiale i stedet for kemikalier.

- Af hensyn til vores medarbejdere ønsker vi at bruge så skånsomme og miljøvenlige produkter som muligt, og kokos- og majsprodukter fungerer rigtig godt til rensning af sortmetal, som gear er lavet af. Vores håndsæber i produktionen er også biologisk nedbrydelige. Kokosprodukterne kan hældes direkte i afløbet på grund af dets biologiske sammensætning, så det skåner miljøet, fortæller Jens Peter Faldt, CEO.

De miljørigtige produkter skaber en hinde, som man ikke kan svejse på. Derfor kan de endnu ikke bruge produkterne i forhold til rustfrit stål, som scrubberne er lavet af, så der testes for at finde de rigtige produkter.

- Den grønne omstilling giver os rigtig gode muligheder for vækst og jobskabelse i Danmark. Det er ME Production et virkelig godt eksempel på, at de har set et forretningsområde i scrubbere, som nu virkelig har taget fart, Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

ME Production er tilmeldt den nordjyske innovationskonkurrence Tag Fat, hvor nordjyske virksomheder dyster på netop bæredygtighed og cirkulær økonomi. Der skal findes en vinder i hver af de 11 nordjyske kommuner, og den regionale vinder findes ved et stort finaleevent i maj måned i Aalborg.