Lærling ved MAN Energy Solutions modtager Roblon Fondens Uddannelsespris.

Jack N. Nikkelsen blev noget overrasket, da han fik oplyst, at EUC Nord - hvor han i læretiden som skibsmontør har haft alle sine skoleophold -  havde indstillet ham, og at juryen i Roblon Fonden havde valgt ham som én af i alt fire studerende til at modtage prisen.   

Uddannelsesprisen er stiftet af Roblon Fonden, og uddeles for første gang i 2020. Udover æren hædres prismodtageren med DKK 25.000.

Prisen hædrer studerende i Vendsyssel, der har udmærket sig enten i form af iværksætteri og entreprenørskab eller fagligt. Jack N. Nikkelsen har udmærket sig på sine faglige kompetencer, hvor han hen over sin læretid har rykket på læringskurven i en sådan grad, at han hele vejen rundt i virksomheden har gjort sig bemærket.

Lærlingene hos MAN Energy Solutions bedømmes halvårligt på parametrene resultatorientering, selvstændighed, kvalitetssans og arbejdstidsudnyttelse. På alle fire parametre opnåede Jack ved sidste bedømmelse 56 ud af i alt 60 point. Ud over en kraftig stigende faglig udviklingskurve, møder han hver dag ind i godt humør, og er initiativrig både på arbejdspladsen og i fritiden med sine lærlingekolleger.

John Ditlev, lærlingeansvarlig ved MAN Energy Solutions husker tydeligt første møde med unge forventningsfulde Jack.

”Der var gnist i øjnene fra starten. Han vidste, at han ville noget indenfor den maritime branche, og det viste sig også hurtigt, at Jack var meget lærenem” fortæller John Ditlev. 

”Jack udviklede sig rigtigt hurtigt og blev en af dem, som projektlederne tit efterspurgte til jobs både herhjemme og på rejsejobs. Udover at Jack er dygtig, så er han også den, som tager sig af sine kollegaer blandt andet som lærlingeformand. Vi her hos MAN Energy Solutions er meget stolte over, at han har modtaget denne pris, som sætter en stor streg under Jacks flotte udvikling og engagement”, slutter John Ditlev.

Jack N. Nikkelsen fortæller, at MAN Energy Solutions er et super lærested, der giver lærlingene mulighed for at udvikle sig både personligt og fagligt.

”Jeg går sammen med nogle meget dygtige svende, der har lyst til, og som giver sig tid til at lære fra sig. Dette gør, at jeg som lærling har fået mulighed for at blive så dygtig som muligt, og hvem har ikke lyst til det?”, siger Jack N. Nikkelsen.

I februar står Jack som nyudlært skibsmontør, og han har gjort sig nogle tanker om både fremtid, og hvad prisen kan bruges til.

”Mit største ønske er at kunne fortsætte som svend hos MAN Energy Solutions, som er en fantastisk arbejdsplads, og at kunne skrive Roblons Uddannelsespris på cv´et, er jeg vildt stolt over” slutter Jack N. Nikkelsen.

Jack N. Nikkelsen har som lærling hos MAN Energy Solutions været omfattet af den maritime lærlingeordning ved MARCOD, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen har fulgt Jack gennem læretiden, og med stolthed set ham vokse med opgaverne. En ung mand med ambitioner og en ung mand mange kan være stolte af – ikke mindst hans familie.

Virksomhederne bag lærlingeordningen er MAN Energy Solutions, Orskov Yard, Hirtshals Yard, Vestkajens Maskinværksted, Mariendal Electrics, Soft & Teknik KM Automatik, Victor, KS Maskinteknik, Alfa Laval, RASI Maskinfabrik, SeaMech og SL Power en del af lærlingeordningen, som tæller i alt 60 lærlinge.

IMG 4802

På billedet øverst fra venstre:

John Ditlev v/MAN Energy Solutions, Anette H. Sørensen v/MARCOD, Jonny Jacobsen v/MAN Energy Solutions, Christian Nikkelsen, prismodtager Jack Nikkelsen og Dorte Nikkelsen.