Skoleskibet DANMARK fremtidssikres ved stort renoveringsprojekt

23. april 2019 | Af Martec

TopNyhed 1

En af landets smukkeste repræsentanter står over for en omfattende restaurering. Skoleskibet DANMARK, som har sejlet siden 1933, står over for en større renovering og modernisering af agterskibet. Tilsammen har store danske fonde, heriblandt flere store maritime fonde, støttet projektet med næsten 20 millioner kroner.

Renoveringen vil finde sted på Esbjerg Shipyard A/S, som har vundet EU udbudsrunden, hvor flere danske værfter har givet tilbud på det komplicerede projekt. Renoveringen skal i høj grad udføres med den største respekt for skibets historie og oprindelige interiør.

”Vi glæder os til samarbejdet med Esbjerg Shipyard A/S, som vandt udbudsrunden og ser frem til at se det færdige resultat af arbejdet på skibet,” fortæller Pia Ankerstjerne, direktør på MARTEC, og fortsætter: ”Det er virkelig fantastisk at opleve den entusiasme og kærlighed til skibet, der ligger bag den store støtte skibet modtager. Skoleskibet tiltrækker ildsjæle, som gør det muligt, sammen med dedikerede besætningsmedlemmer, fondenes donationer og statens opbakning, at bevare dette helt unikke danske skib for de fremtidige generationer. Tak til alle for dette.”

Med donationer fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Lauritzen Fonden, Hempel Fonden, Augustinus Fonden og Dampskibsselskabet Norden A/S // Orients Fond, er projektet gjort muligt.

Projektet

Skibets historie, traditioner og smukke fremtoning understreger vigtigheden af, at moderniseringen sker med hensyntagen til skibets æstetik, således at de smukke rammer bevares til eftertiden. Samtidigt skal moderniseringen sikre et stærkt og fremtidssikret skib, som lever op til moderne navigations- og kommunikationsstandarder, som skibets elever efter endt uddannelse kan forvente at møde på et nutidigt handelsskib. Teakdækket udskiftes, men det oprindelige interiør bevares eller restaureres hvor muligt og udtjente materialer udskiftes. El- og IT infrastruktur opdateres, fryse -og kølefaciliteter renoveres og en gennemgribende modernisering af broen gennemføres.

Efter årets togt sejler skibet omkring den 1. juli 2019 ind til Esbjerg Shipyard A/S, hvor arbejdet gennemføres indtil december 2019. Skibet vil således være i topform til sit fortsatte virke som en stolt repræsentant for Det Blå Danmark. Allerede i foråret 2020 påbegyndes det næste store togt, som denne gang forventes at have kurs mod OL i Tokyo.

Projektansvarlig hos Esbjerg Shipyard A/S, Brian Mose, som i lighed med mange andre i Danmark har stor veneration for Skoleskibet DANMARK ser frem til, sammen med sit team, at bidrage til at skibet kan sejle i mange år i fremtiden, og udtaler:

”Vi sætter en stor ære i at arbejdet gennemføres med stor nøjagtighed, nænsomt og med hensyntagen til at det er et dansk klenodie, der skal præsentere Danmark i mange år fremover. Det er en helt særlig oplevelse af få et projekt som dette. Vi glæder os alle sammen til arbejdet og er stolte over på denne måde at kunne bidrage til skibets fortsatte drift.”

Maritim fremtid

En maritim fremtid starter på MARTEC med en grundlæggende maritim uddannelse. Uddannelsen kan gennemføres på land eller til søs ombord på Skoleskibet DANMARK.
Cirka en fjerdedel af eleverne om bord på Skoleskibet DANMARK kommer fra HF-Søfart uddannelsen. Med en HF Søfart får eleverne en traditionel studentereksamen, kombineret med en maritim håndværksmæssig uddannelse.

”Det er noget helt særligt for danske unge at kunne tage den grundlæggende maritime uddannelse som ubefaren skibsassistent ombord på Skoleskibet DANMARK, og for de studerende på HF-Søfart giver togtet konkret og praktisk erfaring med søfarten, som et led i den praktisk orienterede maritime studentereksamen. De mange, mange elever, der igennem tiden er uddannet om bord, glemmer det aldrig, og mange vender gang på gang tilbage, for at bidrage til skibets drift og udvikling,” siger Pia Ankerstjerne.

På HF Søfart kombineres klasseundervisning, værkstedsarbejde, maritime oplevelser og studiebesøg med et togt på Skoleskibet DANMARK. En maritim uddannelse på HF Søfart og Skoleskibet DANMARK er et direkte springbræt til alle maritime uddannelser som f.eks. maskinmester eller skibsfører eller til en anden universitetsoverbygning. Den maritime baggrund giver adgang til særdeles gode, interessante og vellønnede job på land og til søs.

OM MARTEC

MARTEC er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark. Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser. Institutionen udbyder den grundlæggende maritime uddannelse som skibsassistent, maritim student (HF-søfart), skibsmaskinist, maskinmester, sætte-, kyst eller fiskerskipper og skibsfører uddannelserne. MARTEC administrerer Skoleskibet DANMARK og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

MARTEC kan således tilbyde alle de maritime uddannelsesretninger til unge i den nordjyske region.

Mere information på www.martec.dk

OM Esbjerg Shipyard A/S

Esbjerg Shipyard A/S tilbyder blandt andet

  • Dokning af alle slags skibe i to flyde-dokke, op til 120 m længde, 19,5 m bredde og 4.500 t
  • Nybygning af skibe, f.eks. Crew Boats/CTW, Supply Vessels, Survey Boats
  • Seafastning
  • Reparation og service af alle typer fartøjer

Esbjerg Shipyard A/S er en del af Granly Gruppen, der består af en række højtspecialiserede virksomheder, som alle har deres udgangspunkt i GRANLY Smede- og Maskinfabrik og beskæftiger op mod 500 medarbejdere i Danmark, Europa og Asien, som arbejder inden for vindindustrien, motor- og maritime aktiviteter samt landbrug og støberivirksomhed.