400 elever snuser til maritime karrierer

Der bliver fyldt med unge mennesker på havnen, på kontorer og på de maritime uddannelser, når der 21. september igen afholdes Maritime Career Day.

FREDERIKSHAVN: Det er meget bedre for unge mennesker at komme ud og opleve maritime fag og tilknyttede uddannelser end at læse om dem i en bog.

Det mener man i Maritime Network Frederikshavn (MNF), og derfor er en række maritime virksomheder og uddannelsesinstitutioner gået sammen om at lave en fælles inspirationsdag for 9. og 10. klasses elever på folke-, privat- og efterskoler i Frederikshavn Kommune.

– Formålet er at åbne de unges øjne for de mange spændende og varierende uddannelses-, job- og karrieremuligheder, der er i den nordjyske maritime branche, siger Christina Ørskov, der er formand i Maritime Network Frederikshavn.

Dagen starter med en seance i Frederikshavn Kirke, hvor de mange hundrede elever får information om dagen, inden de hopper på cykler og kører ud til aktiviteter hos de deltagende virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

På dagen besøger alle elever to virksomheder, de gennemgår et uddannelsesløb hos MARTEC med deltagelse af Frederikshavn Gymnasium & HF, Frederikshavn Handelsskole, EUC Nord og TECH College – og endelig prøver eleverne kræfter med flere forskellige arbejdsområder i den maritime branche via det virtuelle læringsspil Seven Seas, der stilles til rådighed af Danske Rederier.

– Vores ambition er, at der skal være noget for alle, og at alle elever på dagen møder noget, som de kan se sig selv i. Vi vil have dem til at se muligheder og indse, at man ikke behøver rejse væk for at få sig en uddannelse, og at man sagtens kan skabe sig en karriere lokalt, uddyber Christina Ørskov.

Maritime Career Day er et stort arrangement, der kræver masser af koordinering, når mere end 400 elever skal fordeles på 42 hold og cykle rundt til 21 forskellige locations. Udover unge fra kommunen folkeskoler deltager der også unge fra Ranum Efterskole og Hørby Efterskole, og de bliver fulgt på dagen af et stort hold voksne cykelguider, der sørger for, at den stramme tidsplan holder.

– Vi glæder os til at vise den maritime branche frem, og vise de unge, at der også er gode jobs at få her i området, uanset om man helst vil stå med et stykke værktøj i hånden, designe et element på en computer, fremstille det ude på værkstedet eller sidde med ved bordet, når der skal forhandles millionkontrakter hjem. Vi har noget til alle jer unge mennesker, lyder det fra Christina Ørskov.

Maritime Career Day afholdes af netværket Maritime Network Frederikshavn, netværkets medlemsvirksomheder, Uddannelse- og Erhvervsvejledningen i Frederikshavn Kommune og en række samarbejdspartnere herunder Dansk Metal Vendsyssel.

  

FAKTA:

  • Maritime Network Frederikshavn er en forening med et netværk af både små og store virksomheder og uddannelsesinstitutioner med tilknytning til den maritime branche på og omkring Frederikshavn Havn.
  • Et af foreningens vigtigste strategiske fokuspunkter er at brande og synliggøre uddannelses-, job- og karrieremuligheder i den maritime branche.
  • Der deltager 416 elever fra 9. og 10. klassetrin
  • Sponsorer af eventet er:
    • Orskov Yard A/S
    • Sparekassen Danmark
    • Spar Nord
    • VMS Group
    • Danske Maritime
  • MARTEC lægger hus til og er tovholder på uddannelsesløbet i samarbejde med EUC Nord, Frederikshavn Gymnasium, Frederikshavn Handelsskole og TECH College, der alle har poster i uddannelsesløbet.
  • Det virtuelle maritime læringsspil – Seven Seas – stilles til rådighed og afvikles af Danske Rederier, og Frederikshavn Handelsskole lægger lokaler til og sørger for det nødvendige elektroniske udstyr.
  • Disse virksomheder har arrangeret events og får besøg af de unge mennekser:
    • CRALOG i samarbejde med Hytek
    • EUC Nords administration
    • Erhvervshus Nord
    • Flådestation Frederikshavn
    • Frederikshavn Havn
    • HjulmandKaptain
    • Hotel Frederikshavn
    • KS Maskinteknik A/S
    • MAN Energy Solutions (2 besøg)
    • Mariendal
    • ME Production
    • Nordjyske Bank
    • Norisol
    • Orskov Yard A/S
    • Conradsen
    • Scanel International A/S
    • SH Group
    • Stæhr Industries
    • TESS Frederikshavn
    • SVANEHØJ

Læs mere på foreningens hjemmeside: https://www.maritimenetwork.dk/da/

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

– Christina Ørskov, formand Maritime Network Frederikshavn, 20 63 11 33, co@orskov.dk
– Pressehenvendelser kan ske til Mick Anderson, kommunikationsansvarlig Erhvervshus Nord, 27 11 44 50 eller på mail til mika@erhvervshusnord.dk

Maritime Network Frederikshavn


Webbureau ITTP