Frederikshavn vil ophugge gigantisk Nordsø-felt

2bqzfky6kis264qb

Modern American Recycling Services påbegynder senere på året aktiviteterne på nye arealer i Frederikshavn Havn. Foto: Frederikshavn Havn.

Amerikanere vil ophugge Tyra-feltets udtjente platforme i Frederikshavn. Skrotgiganten MARS afslører, at man har lagt billet ind på Tyra Future-dekommissioneringen - en af de største ophugningsopgaver i Nordsøen nogensinde

Frederikshavn vil spinde guld på den storstilede genopbygning af Tyra-feltet i den danske del af Nordsøen. 

Den USA-baserede skrotgigant - Modern American Recycling Services, MARS - som i år vil åbne et stort ophugningsværft i Nordjylland, har lagt billet ind på dekommissioneringen af de mange, tunge olieinstallationer, som i de kommende år skal nedtages og sejles i land til skrotning. 

Det afslører en repræsentant for virksomheden i et interview med Søfart. 

- Jeg kan fortælle, at vi aktivt har budt på adskillige af de opgaver på Tyra Future, som Maersk Oil og dets partnere har bragt i udbud. Vi agter at fungere som underleverandør for de heavy lift contractors, der får ansvaret for at nedtage og bortskaffe de eksisterende installationer, siger Abel J. Garcia på vegne af MARS. Han har fra sin base i USA’s energihovedstad, Houston, haft ansvaret for at tilrettelægge virksomhedens indtog i Europa, herunder valget af Frederikshavn som virksomhedens europæiske brohoved. 

Hård kamp 

Tyra-feltet blev etableret i 1984 og ligger 225 kilometer vest for Esbjerg. Mere end 90 pct. af Danmarks gasproduktion bliver behandlet på feltet, som på grund af nedslidning og nedsynkning nu står overfor nedtagning og genopbygning. 

En række virksomheder kæmper netop nu gennem en udbudsproces om et antal store opgaver i forbindelse med projektet. Nogle kontrakter er allerede blevet tildelt og offentliggjort. 

Opgaverne dækker både dekommissioneringen af de gamle faciliteter og konstruktionen af nye. Selve nedtagningen ventes at gå i gang omkring 2020. 

Dermed ser det ud som om, at MARS har tilrettelagt opstarten af sine aktiviteter i Frederikshavn med offensiven overfor Maersk Oil og selskabets partnere i DUC. 

Fagfolk betegner opgaven med at nedtage og skrotte de udslidte Tyra-installationer som en af de hidtil største dekommissioneringsopgaver i Nordsøen. Og de erfaringer, som de vindende virksomheder vinder via denne lukrative ophugningsopgave, vil stille dem godt i fremtidens marked for dekommissioneringsopgaver, som vurderes at have et samlet potentiale på et stort, tocifret milliardbeløb. 

Nyt prisniveau 

Og ifølge Abel J. Garcia sælger MARS sig selv på årtiers erfaringer med at nedtage og ophugge offshore olie/gas-installationer fra Den Mexicanske Golf på virksomhedens faciliteter i sydstaten Louisiana. 

- Vores ambition er at bringe vores erfaringer og metoder fra ophugningen af hundredvis af offshore-platforme med til Europa, siger Abel J. Garcia. 

Han fortsætter: 

- Vi mener qua vores erfaringer at kunne tilbyde et helt andet prisniveau end aktørerne på det europæiske marked har været vant til, og derfor er sikre på, at vi vil stå godt i konkurrencen - ikke mindst i lyset af de relativt lave oliepriser, som i sagens natur lægger et pres på de olieselskaber, som skal have opgaverne udført. 

Også skibe 

Ifølge MARS repræsentant i Europa er det dog vigtigt at understrege, at virksomheden ikke kun vil gå efter olie/gas-installationer på de nye lokaliteter i Frederikshavn, hvor de første enheder forventes at blive hugget op i løbet af anden halvdel af 2018. 

- Vores ambitioner med vores nye ophugningsværft i Frederikshavn er så afgjort at opbygge en facilitet, som skal kunne håndtere alle slags offshore-strukturer og fartøjer. Vi er meget begejstrerede for alt det, som vi er i gang med at bygge op i Frederikshavn, siger Abel J. Garcia. 

- De ingeniørfaglige kompetencer som vi har kunnet trække på i Danmark og den kritiske masse hos vores kommende underleverandører og samarbejdspartnere har været helt fantastisk. 

Abel J. Garcia oplyser, at selskabet i de seneste seks måneder har registreret et stigende antal udbud om ophugning af skibe og konstruktioner på det europæiske marked. 

- Dette gør os meget optimistiske omkring, at vi snart vil se de første fartøjer sejle til ophug i Frederikshavn.